Hvordan er en typisk dag på studiecenteret ?
En typisk hverdag, starter som regel ved 7-8 tiden. Nogle starter dagen med en frisk løbetur, andre sover til kl. fem minutter i otte. Man spiser morgenmad i fælleskøkkenet eller på terrassen og ofte falder snakken på gårsdagens oplevelser. Undervisningen er for det meste fra kl. 08.00 til ca. 13.00 med indlagte pauser af kortere og længere varighed.
Undervisningen er alt andet end kedelig. Der er masser af praktiske øvelser, udfordringer, træning, leg - og ikke så meget tavleundervisning. Vi involverer dig, så du bliver en aktiv del af undervisningen via handling, refleksion og indsigt i egne reaktioner og handlemønstre. Vi underviser i et positivt og trygt miljø, der motiverer dig til at søge endnu mere udvikling og indlæring.
Herefter er det helt op til dig, hvad dagen skal indeholde. Nogle eksempler kan være beachvolley, kajak, dykning, løb, fodbold, mountainbike, fotografering, surfing, hiking, hygge på stranden, sightseeing, shopping eller at dase i hængekøjen.
I starten af turen er der også etableret mange elevudvalg. Udvalgene skal lave aktiviteter for hinanden og sørge for der sker en masse spændende. For at nævne nogle få, af de altid mange udvalg; hyggeudvalg, aktivitetsudvalg, sportsudvalg, madudvalg og festudvalg. Det er fantastisk hvor meget de forskellige udvalg kan arrangere og hvor stor opbakning der altid er til deres aktiviteter.
Aftensmaden står man selv for, og oftest laver man mad sammen, med dem man bor sammen med. Der bliver hurtigt lavet madgrupper på kryds og tværs, afhængigt af madpræference og budget. Ofte spiser hele gruppen sammen, og herefter står aftenen på underholdning, af forskellig art. Hverdagsaftener går med alt muligt forskelligt og tit hygges der med film, sport, brætspil, mails eller en god bog. Weekender går tit med lidt større aktiviteter som f.eks. dykkercertifikat, sportsturneringer, udflugter, byture eller (tema)fester. I friugerne bestemmer du selv med hvem og hvorhen du vil rejse.
Hvordan er en typisk dag på rundrejsen eller adventureturen ?
Det mest typiske for en rundrejsedag er, at den er fuld af spændende oplevelser. F.eks. kan dagen på New Zealand starte kl. 0530, hvor man bliver hentet for at svømme med vilde delfiner i åbent hav, eller på en dag i Hollywood hvor man besøger "Walk of Fame", Kodak Theatre, Beverly Hills, Rodeo Drive og berømthedernes boliger. I Vietnam kan du vågne op hos en lokal familie på landet og skulle cykle langs rismarker gennem lokale landsbyer, hvor små galde børn løber ved siden og råber ”hello”. På Fiji kan du se frem til en dag, hvor du skal sejle i kano gennem dybe kløfter omgivet af eksotisk regnskov og besøge lokale landsbyer gemt i junglen.



