Blog - Højskole i udlandet
Se video fra Dansk Studie Center
Følg os på Facebook
Kontakt os
Kursist login
Turen starter med 9 dages kulturrejse i den sydlige del af Vietnam og leder dig til kystbyen Nha Trang, hvor studiecenteret ligger. Nha Trang danner ramme for opholdets undervisning i Vietnams Kultur, samt Kommunikation og Personlig udvikling. Midtvejs i forløbet har du en uges ophold i skrædderbyen Hoi Ann, hvor du kan få syet en hel ny garderobe, samt cykle ud og besøge de lokale familier i rismarkerne. Opholdet afsluttes i den nordlige del af Vietnam, med besøg i de gamle kvarterer i Hanoi, overnatning på en båd i det fantastiske Halong Bay, samt vandreture mellem etniske minoriteter i bjergene i Sapa. Den sidste måned af opholdet byder på intense og spændende oplevelser i Cambodia. Du skal bl.a.besøge Phnom Penh og det berømte Angkor Wat, samt bo to uger ved en fantastisk strand og have undervisning i Filosofi.

Studiecenteret i både Vietnam og Cambodia ligger midt i byen og tæt på stranden. Der er mange spændende fritidsaktiviteter såsom beachvolley, dykning, snorkelture og bådture til små øer og smukke strande. Der er også alle muligheder for at "prutte om prisen" i de små hyggelige butikker eller arrangere sjove byture. I weekenderne kan du rejse rundt på egen hånd eller i mindre grupper og opleve landenes forskellige landskaber og befolkningens gæstfrihed.



Program og fag på højskole i Vietnam / Cambodia, 3 mdr.

Kursusuge 1: Ankomst og rundrejse i det sydlige Vietnam
Opholdet starter midt i det myldrende gadeliv i Saigon, hvor du skal opleve smukke templer, lokale markeder og spændende historiske steder, hvor lokale fortæller om landets meget spændende historie. Fra Saigon rejser du til Mekong Deltaet, hvor du skal overnatte hos lokale bønder og se hvordan risen dyrkes og bønderne arbejde. Du skal cykle gennem rismarkerne, sejle i små både opad floden og besøge det flydende marked, hvor alt handel med frugt og grønt foregår fra båd til båd. Nætterne tilbringes under myggenettene i smukke gamle huse i de lokale landsbyer. Her vil lokale underholde jer med sang og musik. I slutningen af den første uge skal I besøge de berømte Cu Chi Tunnels, et ca. 250 km langt underjordisk tunnelsystem, som vietnameserne gravede og gemte sig i under krigen.

Kursusuge 2-3: Nha Trang og undervisning i Vietnams Kultur.
Fyldt med nye indtryk og oplevelser efter ni dages intens kulturrejse, er det blevet tid til at slå sig ned på et lidt længere ophold i Nha Trang, som byder på en super strand og en masse vandaktiviteter. Her får man undervisning i vietnamesisk kultur af vores lokale dansktalende leder, som fast bor i Vietnam med sin familie. Den interaktive undervisning byder bl.a. på besøg hjemme hos lokale vietnamesere, på fabrikker og børnehjem, desuden vil I få viden om Vietnamkrigen, kultur og traditioner. Herudover er der i de to uger fritid, hvor der er mulighed for at tage dykkercertifikat, snorkle, tage på motorcykeltur op i højlandet, ligge ved de smukke strande, besøge markeder og mudderbade, cykle rundt i lokalområdet og meget mere.

Kursusuge 4: Hoi An, kulturoplevelsen fortsætter.
Fra Nha Trang tager i bussen til Hoi Ann, hvor I bl.a. skal opleve nye aspekter af Vietnams kultur. I vil opleve byen vågne ved solopgang, cykle gennem rismarker for at møde lokalbefolkningen, besøge lokale håndværkere og få mulighed for at få syet tøj hos en af Hoi Anns mange skræddere. På alle turene er der fokus på at møde befolkningen og I er fulgt af jeres danske leder, som undervejs fortæller uddybene om kulturen. Herfra tager man ”hjem” til studiecenteret i Nha Trang.

Kursusuge 5-7: Nha Trang og undervisning i Kommunikation og Personlig udviklling.
Tilbage i Nha Trang får I nu nogle spændende dage med oplevelser, hvor I bl.a. skal overnatte i bambus hytter på Jungle beach, til Ba Ho Falls og Hon Mio Island. Herefter begynder undervisningen i Kommunikation og Personlig udvikling. I undervises af en spændende dansk instruktør 60 timer. Forløbet har fokus på at udvikle personlige og faglige kompetencer og I får praktiske redskaber til, hvordan I bliver bedre til at kommunikere, samt vælge og fokusere på det, der er vigtigt for jer. Fritiden byder på utallige muligheder i og omkring Nha Trang.

Kursusuge 8-9: Hanoi, Halong Bay og Sapa
Sidste uge i Vietnam giver dig mulighed for at udforske den nordlige del af landet. I Hanoi bliver I bosat i centrum af den travle asiatiske storby ved Hoan Kiem Lake. I vil opleve Ho Chi Minh’s Mausoleum, køre i cyclo gennem den gamle bydel og se alle handelsgaderne. Fra Hanoi kører I til det intet mindre end fabelagtige Halong Bay, hvor I vil tilbringe to dage ombord på en gammel kinesisk junke, der cruiser rundt mellem de smukke bjergformationer. Der er selvfølgelig mulighed for en dukkert, havkajak eller at sole sig på dækket, inden I tager tilbage til Hanoi for at få de sidste oplevelser med inden I skal videre nordpå til Sapa. Her skal I på vandreture i bjergene, og møde etniske minoriteter - en helt speciel og meget kulturel oplevelse.


Kursusuge 10-13: Angkor Wat, Undervisning i Filosofi, samt Phnom Penh
Fra Hanoi flyver I til Siem Reap i Cambodia, hvor I får lov at gå i Indiana Jones fodspor i Angkor Wat, der ligger gemt i Cambodias jungle. Efter nogle spændende dage, kører I til Sihanoukville, hvor I skal bo på et dejligt hotel med pool, tæt på vandet. Her skal I have undervisning i 2 uger i Filosofi af en spændende dansk underviser, som vil bruge de unikke muligheder et ophold i udlandet giver for at stille spørgsmåltegn til kultur og samfund. Fritiden byder på rigtig gode muligheder for at nyde sol og strand eller gå på oplevelse i nærområdet. De sidste dage bruges i Phnom Penh, inden I rejser med flyet hjem til Danmark. Der er mulighed for at blive i Cambodia eller rejse videre rundt i Asien på egen hånd mod et tillæg. Læs mere under FAQ.

Indkvartering Vietnam

Rundrejsen:
På introduktionsturen i det sydlige Vietnam samt på den store rundrejse op gennem Vietnam bor I hovedsageligt på pæne hoteller med god beliggenhed. Der vil også være et par overnatninger i de lokales huse i små landsbyer

Studiecenteret:
Byen:
Studiecenteret ligger i Nha Trang, som er placeret på østkysten ca. 450 km nord for Saigon. Byen blev anlagt i 1924 og huser omkring 360.000 indbyggere. Den hyggelige kystby ligger i en blød bue med fine sandstrande, azurblåt vand og beklædt med palmetræer. Kort fra kysten ligger flere idylliske øer, der let kan nås med båd. Unge backpackere strømmer til byens centrum, der er spækket med små butikker, caféer, restauranter, diskoteker, supermarkeder, internetcaféer, banker, posthus og åbne barer tæt på stranden. Der er desuden et vandland tæt på byen.

Bostedet:
Hele gruppen indkvarteres i dobbeltværelser. Alle værelserne har eget bad og toilet, køleskab og tv. Der er et skønt fællesområde på øverste etage, hvor I samlet kan spise morgenmad på den åbne tagterrasse og nyde den fantastiske havudsigt. Terrassen kan også anvendes til fællesarrangementer og hygge om aftenen. Der er endvidere et tilstødende lokale med aircondition, hvor I kan spille spil og hygge. Der er adgang til Internet på stedet, og der er også gode muligheder for at få vasket.

Studiecenteret ligger centralt i byen med kun 500 meter ned til den dejlige strand. Den fantastiske beliggenhed giver alle muligheder for lige at smutte ned på stranden, til det store vandland eller ud at spise. Stranden er centrum for byens turisme samtidig med, at den er et godt samlingssted for mange hyggelige timer og socialt samvær. Det er muligt at leje cykler på studiecentret, hvis du ønsker at cykle rundt til nogle af de andre strande nær Nha Trang eller til Cham Towers, som er et gammelt tempel.

Indkvartering Cambodja

Rundrejse
Vores tur gennem Cambodja bringer gruppen til både Siem Reap inde i regnskoven, Sihanoukville ved den Thailandske Golf og endelig sluttes af i Phnom Penh, Cambodjas hovedstad.

Alle steder vil indkvarteringen være på pæne hoteller med god beliggenhed. Alle værelserne har eget bad og toilet. I Sihanoukville er hotellet selvfølgelig i nærheden af den lækre strand.

Fritid Vietnam

Hverdage
Nha Trang er en charmerende kystby, hvor udbuddet af aktiviteter er stort. Undervisningen ligger om formiddagen, hvorefter du har fri til at lave lige hvad du har lyst til. Du kan tage ned til stranden, hvor du kan bade i det dejlige varme vand, solbade eller slappe af i skyggen med en god bog. Hvis du har lyst til at være aktiv, er der utallige aktiviteter, du kan prøve kræfter med. Blandt de populære er beachvolley, bådture ud til de nærliggende øer, sejllads i flettede kurve, dykning, snorkling, fisketure, kanotur gennem den vilde natur uden for byen, cykelture til byens store mudderbad og varme kilder, fodbold- eller rundboldturneringer, aerobic, massage og Thai Chi. Om aftenen kan du sidde under palmerne i måneskin på Sailing Club 50 meter fra strandkanten til lyden af bølger og musik i 30 graders varme.

Weekender
Der vil altid være mange interessante måder, du kan tilbringe din weekend på. Du kan tage ud til nogle af de små øer, der ligger i bugten, hvor du kan dykke eller bare ligge på de lækre strande. Du kan også tage en tur op i det smukke højland, hvor du kan bo i traditionelle langhuse, trekke, ride på elefanter, besøge kaffe- og teplantager samt opleve de små landsbyer, der lever af at spinde silke. I området omkring byen Dalat er der muligheder for adventure i form af rappelling, trekkingture, ture på mountainbike mv.

Friperioder
I evt. friperioder kan du rejse rundt og opleve Vietnam; på egen hånd eller i mindre grupper. Nogle vælger også at søge udenfor Vietnams grænser, hvor Cambodja, Thailand eller Malaysia er nogle af de populære destinationer.

Fritid Cambodja

I Siem Reap kan man tage ud på hesteryg eller på den hurtigere ATV og opleve de små omkringliggende landsbyer. Eller hvad med en aftensejltur på Tonle Lap-søen med udsyn til flydende huse, haver og basketball-baner m.m.? Udover masser af muligheder for massage, pedi- eller manicure til billige penge, er der også en masse hyggelige barer og restauranter, og kun fantasien sætter grænser.

Sihanoukville er omkranset på 3 sider af den Thailandske Golf, og fra strandene og de omkringliggende bakketoppe kan man se de mange øer og små fiskerlandsbyer, som man kan besøge på endagsture. Der er alle muligheder for en aktiv fritid på strandene eller i vandet med fisketure, snorkling eller dykning. Men måske har man bare har lyst til at ligge i solen og slappe af med en god bog. Byen er lille nok til at man kan gå rundt, men også stor nok til at der er masser af restauranter og barer at vælge imellem

I både Siem Reap og Phnom Penh kan man bruge evt. fritid til at shoppe eller opleve de lokale markeder. Derudover har Phnom Penh en del museer og seværdigheder som relaterer sig til Cambodjas lange og voldelige styre under Khmer Rouge. Der er også det smukke palads, hvor kongen stadig bor og masser af templer og pagoder.

Fakta om Vietnam

Historie & Geografi
Vietnam var et uafhængigt land i omkring 1.000 år, inden det blev en del af franskmændenes kolonier i midten af 1900-tallet. Under 2. verdenskrig skabte den kommunistiske leder, Ho Chi Minh, en upolitisk alliance af nationalistiske grupper. I 1954 første et stort slag til uafhængighed og opdeling af Vietnam i en nordlig og sydlig del. I to årtier kæmpede det sydlige, ikke-kommunistiske Sydvietnam mod Nordvietnam. I 1976 blev Vietnam igen ét land med kommunistisk styre.

Landet strækker sig over 1.600 km, men er kun 40 km bredt på det smalleste sted, omtrent midt i landet. I størrelse og udformning kan Vietnam godt minde lidt om Italien, men Vietnameserne beskriver det selv som en bambuspind, der balancerer med en skål ris i hver ende. Landet har 3.451 km kystlinje og grænser op til Kina, Laos og Cambodja.


Klima
Vejret i Vietnam er skiftende alt efter årstid og region. Landet ligger i det tropiske og subtropiske bælte, men lokale forhold gør, at der er store variationer i klimaet, med alt lige fra kolde vintre i bjergene mod nord til tropisk varme i Mekong deltaet. Den sydlige del af Vietnam har to sæsoner; en regntid og en tørtid. Det centrale Vietnam langs kysten, hvor Nha Trang er beliggende, har tørtid med godt vejr fra januar til oktober. I det nordlige Vietnam er den varme sommer fra april til oktober. I Saigon og Mekong deltaet vil temperaturen almindeligvis være ca. 30 grader, i Nha Trang ca. 25-30 grader og i Midt- og Nordvietnam ca. 20-25 grader.

Befolkning, religion, regering og sprog
Der bor ca. 88,5 millioner indbyggere i Vietnam. De dominerende mindre befolkningsgrupper er hovedsageligt thailændere. Resten er stammefolk og andre etniske minoriteter. De fleste Vietnamesere kan både læse og skrive, og Vietnams befolkning er meget venlige og imødekommende overfor besøgende.

Vietnam er et kommunistisk styre, hvor præsidenten Nguyen Minh Triet har været statsoverhoved siden 2006. Landet har mange forskellige religioner, hvoraf de primære er buddhisme og katolicisme. Vietnams tredjestørste religion er Caodisme, som er en miks af alle de traditionelle religioner. Vietnameserne går meget op i at ære deres ancestors (forfædre), og de fleste familier har et lille alter med billeder af forfædrene stående i stuen. Den ældre generation nyder stor respekt i den vietnamesiske families kultur. Det officielle sprog er vietnamesisk, men engelsk tales og forstås i de større turistbyer.

Økonomi
Valutaen i Vietnam er den lokale Dong. Vietnam er generelt et meget billigt land at rejse i, men øget turisme har også betydet forhøjede priser. Restauranter, transport, hoteller og varer findes i alle prisklasser, så du skal se dig godt for, da kvaliteten også er meget svingende. Du kan komme til at betale en mindre formue for ingenting, og du bliver garanteret snydt i starten, indtil du lærer de små tricks. Prut om prisen og tag det som en oplevelse. Det er sjovt, når tingene ikke er som herhjemme.

Fakta om Cambodja

Historie & Geografi
I de første mange hundrede år bestod Cambodja af en masse små kongedømmer, og omkring år 800 blev disse samlet i Khmer-riget, som var langt forud for alle andre lande i Sydøstasien med arkitektur og vandingssystemer. Hovedstaden var det storslåede område Angkor. I 1432 angreb Thailænderne Angkor, og hovedstaden blev flyttet til nutidens Phnom Penh. I løbet af 1900-tallet blev landet presset af både thailændere og vietnamesere fra begge sider og Cambodja blev næsten opslugt, men i 1864 blev landet besat af franskmændene som genetablerede grænserne. I 1953 fik landet sin uafhængighed, men desværre blev landet involveret i Vietnam-krigen, og i 1975 overtog de ultra-kommunistiske Khmer Rouge magten og en af verdens blodigste revolutioner gik i gang. 2 millioner cambodjanere blev dræbt af styret gennem de næste 4 år, indtil Vietnameserne i 1979 overtog hovedstaden og indsatte en ny regering. Khmer Rouge fortsatte op gennem 1980’erne med at føre guerillakrig mod regeringen og først i 1993 afholdtes igen frie valg, og kongen blev genindsat.

Cambodja ligger mellem Thailand i nordvest, Laos i nord, og Vietnam i øst. Mod sydvest ligger den Thailandske Bugt og hovedstaden hedder Phnom Penh. Landet er ca. 4 gange så stort som Danmark, og på grund af sin beliggenhed i det frodige Mekong-delta har landet let ved at brødføde sig selv med masser af frugt, ris, grønsager og fisk.

Klima
Cambodja har tropisk klima med den tørre sæson fra december til april og regnsæson fra maj til november. Temperaturerne ligger generelt hele året mellem 25 og 35 grader, og i regnsæsonen falder der mest regn i intense byger om eftermiddagen.


Befolkning, religion, regering og sprog
Befolkningstallet i Cambodja er omkring 14,5 mio., hvoraf størstedelen (ca. 90%) er khmer, ca 5% vietnamesere og resten af kinesisk eller anden oprindelse. Langt størstedelen er buddhister (over 95%), og der er ca. 2% muslimer. Det officielle sprog er Khmer, og mens mange ældre borgere stadig taler fransk, så har turismens indtog betydet, at de yngre taler nogenlunde engelsk.

Cambodja blev igen et konstitutionelt monarki i 1953, da franskmændene forlod landet, men først i 1993 blev der ro nok i landet til at der kunne afholdes frie valg. I dag afholdes frie demokratisk valg med flere politiske partier.

Økonomi
Valutaen i Cambodja er Riel, men US$ er også en gangbar mønt. Hav endelig nogle US$ i kontanter på dig, da man får byttepenge i Riel. 1 krone svarer til ca. 700 Riel. Cambodja er generelt et meget billigt land at rejse i, men vær opmærksom på, at kvaliteten også kan svinge meget. Det cambodjanske køkken er måske ikke så kendt som det thailandske eller vietnamesiske udenfor landets grænser, men det kan absolut leve op til dem begge. Man kan få billige og rigtig gode måltider for 5 kr. Hæveautomater er let tilgængelige i alle større byer.

Visum & Vaccinationer Vietnam

Vaccinationer
Vi samarbejder med Rejseklinikken, som har specialiseret sig i rejsemedicin til troperne. De er konstant ajour med rejsemedicinske problemstillinger, nye sygdomme og epidemier. Anbefalede vacciner kan variere fra sæson og ift. opholdets længde. Ved tilmelding tilsendes nyeste anbefalinger. Rejseklinikkken er tilstede på vort informationsmøde, der ligger ca. 1 måned før afrejse. Her kan du få dine vacciner. Vietnam er et lav risiko område for Malaria. Du kan også kontakte rejseklinikken

Visum
Visum ved indrejse til Vietnam er påkrævet for alle danske statsborgere ved ophold på mere end 15 dage i landet. Dansk Studie Center er behjælpelig med at ansøge om visum hos den vietnamesiske ambassade inden afrejse fra Danmark. Ved tilmelding fremsendes yderligere information herom. Dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder efter planlagt hjemrejsedato.

Visum & Vaccinationer Cambodja

Vaccinationer
Vi samarbejder med Rejseklinikken, som har specialiseret sig i rejsemedicin til troperne. De er konstant ajour med rejsemedicinske problemstillinger, nye sygdomme og epidemier. Anbefalede vacciner kan variere fra sæson og ift. opholdets længde. Ved tilmelding tilsendes nyeste anbefalinger. Rejseklinikkken er til stede på vort informationsmøde, der ligger ca. 1 måned før afrejse. Her kan du få dine vacciner. Cambodja er et risiko område for Malaria. Du kan også kontakte rejseklinikken

Visum
Visum til Cambodja på op til 30 dages ophold, modtages ved indrejse. Medbring et billede. Dansk Studie Center vil være behjælpelig med visum-procedurerne ved ankomsten. Dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder efter planlagt hjemrejsedato.

Andet praktisk og Lommepenge

Forsikring

Det betyder meget for os, at vores kursister er i trygge hænder, både før og under selve rejsen. Derfor skal alle rejsedeltagere tegne afbestillingsforsikring og rejseforsikring gennem os. Vores leder kan således håndtere alle forsikringshændelser samme sted og være sikker på, at alle har samme gode dækning. Det er vigtigt for os at vide, at alle vores kursister får samme behandling og at der ikke bliver gjort forskel, såfremt der skulle opstå alvorlige problemer under opholdet.

Afbestillingsforsikring
Afbestillingsforsikringen tegnes gennem Gouda Rejseforsikring og den koster mellem 800-1.100 kr. afhængig af destination og rejsevarighed. Den dækker udgifter i forbindelse med afbestilling af rejsen grundet akut sygdom, ulykkestilfælde og dødsfald, der indtræder inden afrejsen fra Danmark for den rejsende eller i dennes nærmeste familie. Forsikringen sikrer, at man ved afbestilling får det fuldt indbetalte beløb refunderet (dog undtaget det beløb, som afbestillingsforsikringen har kostet).

Rejseforsikring
Rejseforsikringen, som vi ligeledes tegner gennem Gouda, omfatter Ungdomsrejseforsikringen med SUPER dækning. Du er således dækket for al behandling af skader og sygdomme, der opstår under opholdet. Forsikringen dækker også hjemtransport, hvis der skulle ske noget alvorligt med dine nærmeste hjemme i Danmark. Du er endvidere dækket for alle former for behandlingskrævende skader opstået som følge af sportsaktiviteter inklusiv bungy jump, dykning og faldskærmsspring, så længe det ikke er professionel sportsudøvelse. Forsikringen koster cirka kr. 1.400 for tre måneder og cirka kr. 1.000 for to måneder.


Vær opmærksom på, at du kan tegne tillægsforsikringer til SUPER dækningen. Tillægsforsikringer, som omfatter ”Udvidet ulykke” og/eller ”Personlige ejendele/Bagage” er frivillige.

Bemærk, at ingen rejseforsikring dækker en erstatningsrejse, når rejsen har en varighed på over 30 dage, såfremt du vælger at afbryde rejsen før endt ophold. Eventuelle eksisterende fysiske/psykiske lidelser og gener skal oplyses til Dansk Studie Center tidligst muligt inden afrejse. Dansk Studie Center påtager sig intet ansvar for manglende forsikringsdækning i tilfælde af, at eksisterende lidelser ikke er oplyst på forhånd.

Læs mere om forsikringen og betingelser på GOUDA

Lommepenge
Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad vores kursister bruger i lommepenge. Du skal være opmærksom på, at nogle af de spændende aktiviteter som dykning, surfing og faldskærmsudspring er meget dyre og hurtigt kan øge forbruget, hvis du vil prøve det hele flere gange. Tidligere kursister hævder, at man ofte bruger flere lommepenge end forventet hjemmefra. Der skal jo også være plads til at have det sjovt.

For os er det vigtigt, at du får den rigtige information inden afrejse, så du ikke får unødige økonomiske overraskelser undervejs. Vi rådgiver gerne om lommepenge baseret på tidligere kursisters tilbagemeldinger. Du bedes ringe 48 17 10 60 eller sende en email for personlig rådgivning.


Individuel hjemrejse, for ophold købt med flybillet fra Danmark
Ud- og hjemrejse foregår samlet for hele holdet. Den flybillet der hører til kurset er en 3 måneders gruppebillet, der hverken kan forlænges eller ændres efter afrejsen fra Danmark. Såfremt du ønsker at forlænge opholdet ud over opholdets varighed eller rejse videre til andre lande, skal du have en individuel flybillet, som er gyldig i enten seks eller tolv måneder.

Hvis du er det mindste i tvivl om, hvorvidt du ønsker at rejse videre efter endt højskoleophold, anbefaler vi på baggrund af tidligere kursisters erfaringer, at du betaler for en flybillet, der er gyldig i længere tid. Hjemrejsedatoen skal være fastsat på flybilletten, dog kan datoen som regel ændres mod mindre gebyr. Såfremt du ønsker en individuel flybillet, skal vi informeres herom senest 2-3 måneder inden afrejsen. Alle kan få en individuel flybillet mod et tillæg. Skriv til os for at få oplyst prisen på en individuel flybillet.

Kontakt inden afrejse
Når du har betalt depositum, får du en invitation til holdets facebook gruppe. Omkring en måned inden afrejse afholdes der et informationsmøde i København, hvor du kan møde dine rejsekammerater og få stillet alle dine spørgsmål. Du får en skriftlig tilmelding til mødet.

Besøg hjemmefra
Såfremt du ønsker at få besøg af venner, familie eller kæreste, mens du er udrejst, kan vi være behjælpelige med at arrangere dette. Vi har et stort kendskab til landene og mulighederne med hensyn til fly, hoteller, transport og udflugter. På baggrund af mange års erfaring anbefaler vi, at besøg finder sted i undervisningsperioderne, da vores kursister ofte har mange fælles rejseplaner for friugerne. Læs mere om besøg hjemmefra.


Du kan tilmelde dig her, men du er også altid meget velkommen til at kontakte os.



Copyright © 2011 Dansk Studie Center – M D Madsensvej 1B, 3450 Allerød, Tlf. 48 17 10 60, info@danskstudiecenter.dk