Hej alle sammen :)

Så er jeg kommet godt til Dansk Vestindinen, datoen er d. 18 marts 2011, og jeg sidder lige nu under en parasol ved poolen på vores hotel ’King Christian’, som ligger i byen Christanssted på St. Croix. St Croix er den største af de tre øer, der hører til det gamle Dansk Vestindien. Den blev sammen med de andre solgt til USA i 1917. Her er stadigvæk rigtigt mange spor efter tiden under dansk styre. Vi har bl.a. set Christians værn, som var et gammelt fængsel og som nu er blevet lavet om til museum. Det ses også på stilen på de gamle bygninger, og det kan mærkes på de lokale, at det er lidt ekstra specielt, når vi kommer fra Danmark.

Vi har allerede været rundt og se det meste af øen. Tirsdag aften cirka en times tid efter ankomst sejlede vi en lille tur over til en lille ø kaldet ’Protestant Key’. Der holdte vi Caribian Night, spiste en lækker buffet lavet af alt muligt forskelligt lokal mad, og festede og hyggede på den lille paradis ø, så længe vi kunne holde til det ovenpå rejsen :).

Tirsdag stod den på rundvisning i byen guidet af en ældre dansk kvinde, Nina, som har boet her på øen i 33 år. Hun kom til øen første gang som 18årig, og hun kunne fortælle SÅ meget om øen og dens historie, om trekantshandelen, som foregik imellem Europa, Afrika og Amerika, hvor våben og forarbejdede varer fra Europa blev bragt til Afrika, slaver fra Afrika til Amerika og endelig sukker, bomuld, tobak og andre kolonivarer til Europa. Handelsruten dannede dermed en trekant imellem de tre destinationer. Danmark deltog i handlen ved hjælp af sine kolonibesiddelser på den afrikanske Guldkyst og i Dansk Vestindien, hvor det primært var sukker udvundet af sukkerrør, som man dyrkede og handlede med. Derfor var det en katastrofe for øen og slaveejernes økonomi, da man i Europa fandt ud af, at man kunne udvinde sukker fra sukkerroer. Det synes langt de fleste, overraskende nok, var super spændende, at høre om fra hende!

Det begynder at kunne mærkes, at vi alle sammen kender hinanden lidt bedre nu. Dem, som indtil nu har fløjet rundt oppe i skyerne, er begyndt at komme lidt ned på jorden til os andre, og de, som har været lidt generte, er blevet lidt mere afslappede, så det er rigtigt dejligt at alle er ved at finde sin plads. Her er generelt bare en rigtig god stemning iblandt os.

I formiddags var vi med vores madmutter i en lokal kristen kirke. Jeg tror ikke, at det var en kirke udelukkende for sorte, alligevel var det udelukkende sorte der var mødt op og næsten alle var kvinder, fint klædt på, og med deres børn på slæb, hvor de ældste af de små sad og spillede med på tamburin, hver gang der blev sunget. Det var en stor oplevelse. De startede med, at synge en masse forskellige sange (pivfalsk). Der var ikke noget alter, og selve kirken var ikke nær så symbolsk indrettet, som kirkerne i Danmark er. I stedet var der en form for scene med et talerpodie, og ude til højre for podiet plads til et band med trommer og elguitar. Bagved prædikeren, stod et kor af velvoksne kvinder og en endnu mere velvoksen forsanger. På deres, hvad vi ville kalde en salmebog, stod der ’Glorious Hymnes of Praise’, og det må man sige, at det var. Alle sang med, og selvom de ikke sang så godt, sang de med en lidenskab, som gjorde os alle sammen lidt gladere. Derefter kom en ung pige på vores alder og klædt i hvidt ind på scenen, og optrådte med en dans til en sang, som bestemt ikke var gospel, men mere stille, og stemmen var både mild og bedende, men også meget stærk. Kvinden lige foran mig, som var meget ung og havde to små piger ved siden af sig, sad og græd imens hun sang ligeså stille med. Det var utroligt intenst og en sjov ting at opleve.

I torsdags var det dødsdagen for den irske Skt. Patrick og den fejres som Sankt Patricks dag i Irland og alle steder, hvor irske udvandrere har slået sig ned, især i USA og Canada. Dagen fejres som en hyldest til helgenskikkelsen Skt. Patrick, som menes at have udbredt kristendommen i Irland, men dagen er vist i dag i lige så høj grad en fejring af irsk kultur. Og bliver fejret ved at man afholder store parader, hvor deltagerne bærer tøj i den traditionelle irske, grønne farve. Og det var sådan en parade der blev holdt i gaderne her i Christiansstad i går. Det var helt vildt. Den ellers så stille og lidt mennesketomme Kings Street var fuldstændig proppet med mennesker og der var en 500 meter lang parade igennem hele byen. Der var skolepiger, som lavede opvisninger, og øvede dansere med orkestre bag sig, lastbiler med fulde grøntmalede mennesker, klovne, en masse flotte fyre som kørte med i optoget i golfbiler og sprøjtede med vand. Der var endda motorcykler og dansende mænd på enormt høje stylter, Miss Virgin Islands kørte igennem byen og smilede og delte blomster ud. Vi fik lynhurtigt tildelt en masse grønne halskæder, så vi også kunne være grønne og en del af festen. Stemningen var fantastisk og det var vildt sjovt at opleve og være en del af.

I løbet af ugen har vi også bl.a. været på en 10 km lang vandretur i regnskoven, hvor vi på vejen oplevede en øldrikkende gris ved navn Grunt og til sidst fik øens bedste smoothie på Lucys Smoothiebar. Det var en fantastisk gris og en fantastisk smoothie. Vi har også været ude og sejle i kajak og op langs med Salt River Bay, som ligger på det nordlige af øen og er fantastisk smukt og som også har en utrolig historie, bl.a. var det her det allerførste møde imellem Columbus og indianere fandt sted!

Vi har ud over alt det kulturelle, også brugt utroligt meget energi på at lære hinanden at kende, at finde ud af hvem hinanden er. Der er så mange søde mennesker og så mange, som man har troet var på én måde, men som så er fuldstændig anderledes. Det er sjovt at man kan gå og danne sig et billede af en person inde i hovedet, men så ændre det sig fuldstændigt i det sekund man snakker med dem. Heldigvis bliver man jo overrasket på en rigtigt positiv måde :).

I morgen sejler vi til St. John, hvor vi, hvis alt går efter planen, kommer til at bo i en såkaldt Ecocamp, og jeg tror det bliver ret spændende, at få lov at bo i en hytte i et træ. Vi bor heldigvis lige ned til vandet, så bliver det for varmt for os, kan vi altid lige tage os en dukkert i havet.

Helene Lund Jørgensen, 20 år, Silkeborg