Se video fra Dansk Studie Center
Følg os på Facebook
Kontakt os
Kursist login
Turen starter med en måned i Australien. Efter udflugter i Brisbane og Surfers Paradise ankommer I til vores studiecenter i surferbyen Byron Bay, der danner ramme om de næste tre uger. Her har I mulighed for at tilkøbe kurser i Engelsk og/eller surfing og ellers bare nyde solen, stranden og livet i den charmerende by. I kommer også til Sydney, hvor I skal opleve byens seværdigheder, inden I stiger ombord på flyet til Hanoi. Opholdet i Vietnam, der byder på en lang rundrejse ned gennem landet, er fyldt med kulturoplevelser og særprægede landskaber. Turen afsluttes i Cambodja, hvor I skal opleve nogle af Asiens mest fantastiske bygningsværker og lækreste strande.

Australiens kontrastfulde natur og strande, kombineret med Asiens spændende kultur byder på mange fritidsaktiviteter, såsom beachvolley, dykning, bådture til nærliggende øer, trekking, surfing og besøg i templer. Du kan prutte om prisen på lokale markeder eller få skræddersyet en ny garderobe i Vietnams hyggelige butikker. Alle stederne er der indlagt nogle dage til fri afbenyttelse, hvor du kan rejse rundt og opleve landenes særpræg på egen hånd.


Program og fag Australien/vietnam/Cambodia

AUSTRALIEN
Kursusuge 1: Ankomst til Australien
Ankomst til Brisbane og spændende udflugter til bl.a. Australian Zoo og videre til Surfers Paradise, hvor du kan prøve kræfter med surferbølger, powershopping og byliv.


Kursusuge 2-4: Australiens kultur og evt. kursus i Engelsk/og eller wavesurfing
Ankomst til Byron Bay, hvor du skal bo i 3 uger. Der er ikke noget planlagt i disse 3 uger, men du har mulighed for at tilkøbe et 2-3 ugers kursus i Engelsk og/eller surf instruktion. (Ring for info). Ellers står det den enkelte frit for at benytte ugerne til at nyde den hyggelige og charmerende Byron Bay med sine mange fantastiske strande, små hyggelige butikker, restauranter, helsespa'er, yogaklubber og åbne barer tæt på stranden eller frit at rejse rundt på egen hånd eller i mindre grupper i dette spændende land. Opholdet i Australien afsluttes med nogle dage i Sydney, hvor du skal opleve mange af byens seværdigheder.

VIETNAM & CAMBODJA (kan fravælges)
Kursusuge 5-9: Rundrejse i Vietnam og Cambodja

Turen går nu til Vietnam, og vi starter i Hanoi. De næste 4 uger er der fokus på kultur, historie og afslapning. Dette er den ultimative rundrejse i Vietnam og Cambodja, hvor man får set alle de ting ”man skal se”, og samtidig er der indimellem lidt tid til at slappe af og nyde det dejlige klima. Turen starter i det nordlige Vietnam, man rejser helt op til de nordlige provinser for at se stammefolk og rejser derfra ned gennem landet og slutter af med ophold hos lokale bønder i Mekong-deltaet. En rejse gennem utrolig varieret natur, historie og kultur. Herefter går turen til Cambodja, som stadig er uberørt af turisme, men kan byde på nogen af asiens mest fantastiske bygningsværker og lækreste strande.

Sløjfen er bundet – du har fået den ultimative oplevelse af en rejse, der har budt på eksotiske strande, brugbar undervisning, fritid til at rejse på egen hånd, venskaber for livet, og ikke mindst en fantastisk rejse gennem tiden. Grib chancen, tilmeld dig allerede i dag.

Indkvartering Australien

Rundrejsen
På rejsen indkvarteres I på vandrehjem eller hoteller. Alle med god beliggenhed og mange har tilgang til køkken, så I selv kan lave mad.

Studiecenteret
Byen

Studiecentret ligger i Byron Bay, som er placeret på Australiens østligste punkt i staten New South Wales. Byen ligger ca. 180 km syd for Brisbane og godt 800 km nord for Sydney. Byron Bay er en hyggelig og charmerende surferby, hvor unge backpackere strømmer til fra hele verden. Her er strandene intet mindre end fantastiske, og den lille by er tæt pakket med små hyggelige butikker, banker, posthus, trendy og økologiske caféer, restauranter, barer, diskoteker, live musik, helsespa’er, fitness, yoga og surfer dudes & piger.

Bostedet
Hele gruppen indkvarteres samlet. I skal bo på værelser med plads til 5 personer. På selve bostedet er der et stort fælleskøkken, et hyggeligt opholdsrum med TV-stue og computere med Internetadgang, et læseområde samt en ”tour desk” hvor du kan booke ture og aktiviteter til fordelagtige priser. Der er desuden adgang til en dejlig stor terrasse med hængekøjer, sækkestole og poolbord, swimmingpool og en stor udendørs grill, så der er alle muligheder for at bade, solbade og tilberede en lækker BBQ. Derudover er der vaskemaskiner til rådighed mod en mindre betaling. Bostedet er et godt samlingssted for mange hyggelige timer og socialt samvær med de andre fra holdet eller de andre unge backpackere, der bor på stedet.

Bostedet ligger super centralt med kun 400 meter ned til den dejlige strand, 50 meter til det nærmeste supermarked, under 200 meter til det bedste diskotek og den bedste pub. Man kan gå rundt til alt i Byron Bay. Der er gode offentlige transportmuligheder i Australien, så det er nemt at rejse rundt efter skoletid, i weekenderne samt friugerne. Der går dagligt busser til Sydney, Brisbane og de nærmeste lufthavne, Ballina og Gold Coast Airport, hvorfra der afgår fly til alle de større byer i Australien.

Indkvartering Vietnam

Rundrejsen:
På introduktionsturen i det sydlige Vietnam samt på den store rundrejse op gennem Vietnam bor I hovedsageligt på pæne hoteller med god beliggenhed. Der vil også være et par overnatninger i de lokales huse i små landsbyer

Studiecenteret:
Byen:
Studiecenteret ligger i Nha Trang, som er placeret på østkysten ca. 450 km nord for Saigon. Byen blev anlagt i 1924 og huser omkring 360.000 indbyggere. Den hyggelige kystby ligger i en blød bue med fine sandstrande, azurblåt vand og beklædt med palmetræer. Kort fra kysten ligger flere idylliske øer, der let kan nås med båd. Unge backpackere strømmer til byens centrum, der er spækket med små butikker, caféer, restauranter, diskoteker, supermarkeder, internetcaféer, banker, posthus og åbne barer tæt på stranden. Der er desuden et vandland tæt på byen.

Bostedet:
Hele gruppen indkvarteres i dobbeltværelser. Alle værelserne har eget bad og toilet, køleskab og tv. Der er et skønt fællesområde på øverste etage, hvor I samlet kan spise morgenmad på den åbne tagterrasse og nyde den fantastiske havudsigt. Terrassen kan også anvendes til fællesarrangementer og hygge om aftenen. Der er endvidere et tilstødende lokale med aircondition, hvor I kan spille spil og hygge. Der er adgang til Internet på stedet, og der er også gode muligheder for at få vasket.

Studiecenteret ligger centralt i byen med kun 500 meter ned til den dejlige strand. Den fantastiske beliggenhed giver alle muligheder for lige at smutte ned på stranden, til det store vandland eller ud at spise. Stranden er centrum for byens turisme samtidig med, at den er et godt samlingssted for mange hyggelige timer og socialt samvær. Det er muligt at leje cykler på studiecentret, hvis du ønsker at cykle rundt til nogle af de andre strande nær Nha Trang eller til Cham Towers, som er et gammelt tempel.

Indkvartering Cambodja

Rundrejse
Vores tur gennem Cambodja bringer gruppen til både Siem Reap inde i regnskoven, Sihanoukville ved den Thailandske Golf og endelig sluttes af i Phnom Penh, Cambodjas hovedstad.

Alle steder vil indkvarteringen være på pæne hoteller med god beliggenhed. Alle værelserne har eget bad og toilet. I Sihanoukville er hotellet selvfølgelig i nærheden af den lækre strand.

Fritid Australien

Efter skoletid
I Byron Bay kan du finde alt, hvad hjertet begærer. Undervisningen finder sted om formiddagen, hvorefter du har fri til at lave, lige hvad du har lyst til. Du kan tage ned til stranden, hvor du kan bade i det dejlige varme vand, solbade eller slappe af i hængekøjen med en god bog. Hvis du har lyst til at være aktiv, er der utallige aktiviteter du kan prøve kræfter med. Blandt de populære er beachvolley, surfing, dykning, snorkel- eller bådture, fisketure,  havkajak, fodbold- eller rundboldturneringer, cykelture, rideture, fitness og yoga. Det er muligt at leje surf boards og andet udstyr på studiecenteret.

Om morgenen kan du tage en frisk løbetur på den kilometerlange hvide sandstrand eller gå op til fyrtårnet hvor du ofte kan spotte delfiner. Personalet på studiecentret arrangerer BBQ aftener, pool konkurrencer og andre aktiviteter. 

Weekender
Uanset interesseområde er der altid forskellige og interessante måder at tilbringe weekenderne på og du vil bestemt ikke komme til at kede dig. Ud over de utallige aktiviteter Byron Bay tilbyder, kan du f.eks. rejse lidt nord for Byron Bay og opleve Australiens strandparadis ”Gold Coast” med nogle af Australiens mest populære strande, hvor du kan surfe, shoppe og feste.

Du kan også tage på Island Hopping på nogle af de smukke og eksotiske perleøer, der ligger ud for Queenslands kyst f.eks. Fraser Island, som er verdens største sandø. Der er også alle muligheder for at besøge nogle af Australiens mange nationalparker, f.eks. den pragtfulde Lamington National Park, som er en af landets mest imponerende nationalparker. Parken er dækket med subtropisk regnskov, majestætiske træer, utallige smukke vandfald, huler, kløfter, 200 forskellige fuglearter og selvfølgelig kænguruer i massevis.

Friperioder
Der er også friperioder i programmet. Her kan du rejse rundt og opleve Australien; på egen hånd eller i mindre grupper. Mulighederne er uendelige og du kan endda nå et besøg på New Zealand hvis det skulle friste.

Fritid Vietnam

Hverdage
Nha Trang er en charmerende kystby, hvor udbuddet af aktiviteter er stort. Undervisningen ligger om formiddagen, hvorefter du har fri til at lave lige hvad du har lyst til. Du kan tage ned til stranden, hvor du kan bade i det dejlige varme vand, solbade eller slappe af i skyggen med en god bog. Hvis du har lyst til at være aktiv, er der utallige aktiviteter, du kan prøve kræfter med. Blandt de populære er beachvolley, bådture ud til de nærliggende øer, sejllads i flettede kurve, dykning, snorkling, fisketure, kanotur gennem den vilde natur uden for byen, cykelture til byens store mudderbad og varme kilder, fodbold- eller rundboldturneringer, aerobic, massage og Thai Chi. Om aftenen kan du sidde under palmerne i måneskin på Sailing Club 50 meter fra strandkanten til lyden af bølger og musik i 30 graders varme.

Weekender
Der vil altid være mange interessante måder, du kan tilbringe din weekend på. Du kan tage ud til nogle af de små øer, der ligger i bugten, hvor du kan dykke eller bare ligge på de lækre strande. Du kan også tage en tur op i det smukke højland, hvor du kan bo i traditionelle langhuse, trekke, ride på elefanter, besøge kaffe- og teplantager samt opleve de små landsbyer, der lever af at spinde silke. I området omkring byen Dalat er der muligheder for adventure i form af rappelling, trekkingture, ture på mountainbike mv.

Friperioder
I evt. friperioder kan du rejse rundt og opleve Vietnam; på egen hånd eller i mindre grupper. Nogle vælger også at søge udenfor Vietnams grænser, hvor Cambodja, Thailand eller Malaysia er nogle af de populære destinationer.

Fritid Cambodja

I Siem Reap kan man tage ud på hesteryg eller på den hurtigere ATV og opleve de små omkringliggende landsbyer. Eller hvad med en aftensejltur på Tonle Lap-søen med udsyn til flydende huse, haver og basketball-baner m.m.? Udover masser af muligheder for massage, pedi- eller manicure til billige penge, er der også en masse hyggelige barer og restauranter, og kun fantasien sætter grænser.

Sihanoukville er omkranset på 3 sider af den Thailandske Golf, og fra strandene og de omkringliggende bakketoppe kan man se de mange øer og små fiskerlandsbyer, som man kan besøge på endagsture. Der er alle muligheder for en aktiv fritid på strandene eller i vandet med fisketure, snorkling eller dykning. Men måske har man bare har lyst til at ligge i solen og slappe af med en god bog. Byen er lille nok til at man kan gå rundt, men også stor nok til at der er masser af restauranter og barer at vælge imellem

I både Siem Reap og Phnom Penh kan man bruge evt. fritid til at shoppe eller opleve de lokale markeder. Derudover har Phnom Penh en del museer og seværdigheder som relaterer sig til Cambodjas lange og voldelige styre under Khmer Rouge. Der er også det smukke palads, hvor kongen stadig bor og masser af templer og pagoder.

Fakta om Australien

Historie
Den oprindelige befolkning i Australien var indvandrere, der kom sejlende fra det vi i dag kender som Indonesien og Papua Ny Guinea (aboriginiere). De kom til Australien for over 45.000 år siden og blev i 1700 tallet mødt af de første europæiske missionærer. Koloniseringen startede først i 1770, da den britiske kaptajn James Cook gik i land og erklærede, at den østlige del af landet hermed tilhørte den britiske krone. I 1901 blev Australien en selvstændig nation efter at have været koloniseret af Storbritannien. Australien, som udover at være et kontinent i sig selv, er i dag verdens 6. største land og dækker et areal på 7.713.000 km2. Landet strækker sig ca. 4.000 km fra øst til vest og ca. 3.700 km fra nord til syd. Australien er omgivet af Det Indiske Ocean, Det Sydlige Hav samt Stillehavet.

Klima
Da Australien ligger på den sydlige halvkugle er det sommer, når det er vinter i Danmark og omvendt. Landets størrelse betyder, at der er store variationer i klimaet og Australien har omkring 60 % tempereret klima samt 40 % tropisk eller subtropisk klima.

Sommersæsonen er fra december til februar med dagstemperaturer, der typisk ligger mellem 25 og 40 grader afhængig af hvor du befinder dig. Landets vinter strækker sig fra juni til august men det bliver sjældent rigtig koldt. New South Wales, Western Australia og Queensland har varme somre og milde vintre. I New South Wales, hvor studiecentret ligger, er den gennemsnitlige temperatur i vinter månederne på 21 grader, mens gennemsnitstemperaturen i forårsmånederne ligger på 26 grader. Midt i landet er det varmt året rundt og nordpå er det tropisk med tørtid fra maj til september og regntid fra december til marts.

Befolkning, religion, regering og sprog
I dag er godt 92 % af den samlede befolkning på 21 millioner indbyggere af europæisk afstamning. De resterende er en blanding af asiatere og aboriginiere. Australierne har generelt en meget afslappet tilgang til livet og er meget gæstfri. De elsker udendørsliv og rugby.

Man kan roligt sige, at australierne er et lunt og charmerende folkefærd med masser af god humor. Størstedelen af Australiens befolkning er kristne, enten katolikker eller anglikanere. Australien er et konstitutionelt monarki med en parlamentarisk demokratisk styreform. Den britiske dronning Elisabeth II er dronning af Australien og dermed statsoverhoved. Det officielle sprog er engelsk. Aboriginierne har stadig mange lokale sprog og der bliver også talt andre sprog såsom kinesisk, italiensk og græsk.

Økonomi
Valutaen i Australien er den australske dollar. Australien er ikke noget billigt land, men kvaliteten på langt de fleste ting er god, uanset om det gælder transport, indkvartering eller mad på restauranter. Madpriser i supermarkeder og på restauranter er på samme niveau som danske eller lidt lavere. Der er adgang til køkken på studiecentret og du kan derfor spare mange penge ved selv at lave mad.

Fakta om Vietnam

Historie & Geografi
Vietnam var et uafhængigt land i omkring 1.000 år, inden det blev en del af franskmændenes kolonier i midten af 1900-tallet. Under 2. verdenskrig skabte den kommunistiske leder, Ho Chi Minh, en upolitisk alliance af nationalistiske grupper. I 1954 første et stort slag til uafhængighed og opdeling af Vietnam i en nordlig og sydlig del. I to årtier kæmpede det sydlige, ikke-kommunistiske Sydvietnam mod Nordvietnam. I 1976 blev Vietnam igen ét land med kommunistisk styre.

Landet strækker sig over 1.600 km, men er kun 40 km bredt på det smalleste sted, omtrent midt i landet. I størrelse og udformning kan Vietnam godt minde lidt om Italien, men Vietnameserne beskriver det selv som en bambuspind, der balancerer med en skål ris i hver ende. Landet har 3.451 km kystlinje og grænser op til Kina, Laos og Cambodja.


Klima
Vejret i Vietnam er skiftende alt efter årstid og region. Landet ligger i det tropiske og subtropiske bælte, men lokale forhold gør, at der er store variationer i klimaet, med alt lige fra kolde vintre i bjergene mod nord til tropisk varme i Mekong deltaet. Den sydlige del af Vietnam har to sæsoner; en regntid og en tørtid. Det centrale Vietnam langs kysten, hvor Nha Trang er beliggende, har tørtid med godt vejr fra januar til oktober. I det nordlige Vietnam er den varme sommer fra april til oktober. I Saigon og Mekong deltaet vil temperaturen almindeligvis være ca. 30 grader, i Nha Trang ca. 25-30 grader og i Midt- og Nordvietnam ca. 20-25 grader.

Befolkning, religion, regering og sprog
Der bor ca. 88,5 millioner indbyggere i Vietnam. De dominerende mindre befolkningsgrupper er hovedsageligt thailændere. Resten er stammefolk og andre etniske minoriteter. De fleste Vietnamesere kan både læse og skrive, og Vietnams befolkning er meget venlige og imødekommende overfor besøgende.

Vietnam er et kommunistisk styre, hvor præsidenten Nguyen Minh Triet har været statsoverhoved siden 2006. Landet har mange forskellige religioner, hvoraf de primære er buddhisme og katolicisme. Vietnams tredjestørste religion er Caodisme, som er en miks af alle de traditionelle religioner. Vietnameserne går meget op i at ære deres ancestors (forfædre), og de fleste familier har et lille alter med billeder af forfædrene stående i stuen. Den ældre generation nyder stor respekt i den vietnamesiske families kultur. Det officielle sprog er vietnamesisk, men engelsk tales og forstås i de større turistbyer.

Økonomi
Valutaen i Vietnam er den lokale Dong. Vietnam er generelt et meget billigt land at rejse i, men øget turisme har også betydet forhøjede priser. Restauranter, transport, hoteller og varer findes i alle prisklasser, så du skal se dig godt for, da kvaliteten også er meget svingende. Du kan komme til at betale en mindre formue for ingenting, og du bliver garanteret snydt i starten, indtil du lærer de små tricks. Prut om prisen og tag det som en oplevelse. Det er sjovt, når tingene ikke er som herhjemme.

Fakta om Cambodja

Historie & Geografi
I de første mange hundrede år bestod Cambodja af en masse små kongedømmer, og omkring år 800 blev disse samlet i Khmer-riget, som var langt forud for alle andre lande i Sydøstasien med arkitektur og vandingssystemer. Hovedstaden var det storslåede område Angkor. I 1432 angreb Thailænderne Angkor, og hovedstaden blev flyttet til nutidens Phnom Penh. I løbet af 1900-tallet blev landet presset af både thailændere og vietnamesere fra begge sider og Cambodja blev næsten opslugt, men i 1864 blev landet besat af franskmændene som genetablerede grænserne. I 1953 fik landet sin uafhængighed, men desværre blev landet involveret i Vietnam-krigen, og i 1975 overtog de ultra-kommunistiske Khmer Rouge magten og en af verdens blodigste revolutioner gik i gang. 2 millioner cambodjanere blev dræbt af styret gennem de næste 4 år, indtil Vietnameserne i 1979 overtog hovedstaden og indsatte en ny regering. Khmer Rouge fortsatte op gennem 1980’erne med at føre guerillakrig mod regeringen og først i 1993 afholdtes igen frie valg, og kongen blev genindsat.

Cambodja ligger mellem Thailand i nordvest, Laos i nord, og Vietnam i øst. Mod sydvest ligger den Thailandske Bugt og hovedstaden hedder Phnom Penh. Landet er ca. 4 gange så stort som Danmark, og på grund af sin beliggenhed i det frodige Mekong-delta har landet let ved at brødføde sig selv med masser af frugt, ris, grønsager og fisk.

Klima
Cambodja har tropisk klima med den tørre sæson fra december til april og regnsæson fra maj til november. Temperaturerne ligger generelt hele året mellem 25 og 35 grader, og i regnsæsonen falder der mest regn i intense byger om eftermiddagen.


Befolkning, religion, regering og sprog
Befolkningstallet i Cambodja er omkring 14,5 mio., hvoraf størstedelen (ca. 90%) er khmer, ca 5% vietnamesere og resten af kinesisk eller anden oprindelse. Langt størstedelen er buddhister (over 95%), og der er ca. 2% muslimer. Det officielle sprog er Khmer, og mens mange ældre borgere stadig taler fransk, så har turismens indtog betydet, at de yngre taler nogenlunde engelsk.

Cambodja blev igen et konstitutionelt monarki i 1953, da franskmændene forlod landet, men først i 1993 blev der ro nok i landet til at der kunne afholdes frie valg. I dag afholdes frie demokratisk valg med flere politiske partier.

Økonomi
Valutaen i Cambodja er Riel, men US$ er også en gangbar mønt. Hav endelig nogle US$ i kontanter på dig, da man får byttepenge i Riel. 1 krone svarer til ca. 700 Riel. Cambodja er generelt et meget billigt land at rejse i, men vær opmærksom på, at kvaliteten også kan svinge meget. Det cambodjanske køkken er måske ikke så kendt som det thailandske eller vietnamesiske udenfor landets grænser, men det kan absolut leve op til dem begge. Man kan få billige og rigtig gode måltider for 5 kr. Hæveautomater er let tilgængelige i alle større byer.

Visum & Vaccinationer Australien

Visum
Vi sørger for et tre måneders turistvisum til Australien til alle rejsende med dansk pas. Såfremt du ønsker at blive i Australien i mere end tre måneder og/eller et visum, hvor arbejdstilladelse er inkluderet, skal du selv sørge for det. Husk da at kontakte os, så vi ikke laver det almindelige turistvisum til dig. Du kan læse mere herom og eventuelt ansøge om visum på http://www.immi.gov.au/visitors/. Flyselskaberne kræver, at dit pas er gyldigt i minimum 6 mdr. udover rejsens varighed.

 

Vaccinationer
Du skal ikke have vaccinationer, når du skal til Australien. Såfremt din vaccination mod stivkrampe/difteri er mere end 10 år gammel, anbefaler vi, at du får en ny.

Visum & Vaccinationer Vietnam

Vaccinationer
Vi samarbejder med Rejseklinikken, som har specialiseret sig i rejsemedicin til troperne. De er konstant ajour med rejsemedicinske problemstillinger, nye sygdomme og epidemier. Anbefalede vacciner kan variere fra sæson og ift. opholdets længde. Ved tilmelding tilsendes nyeste anbefalinger. Rejseklinikkken er tilstede på vort informationsmøde, der ligger ca. 1 måned før afrejse. Her kan du få dine vacciner. Vietnam er et lav risiko område for Malaria. Du kan også kontakte rejseklinikken

Visum
Visum ved indrejse til Vietnam er påkrævet for alle danske statsborgere ved ophold på mere end 15 dage i landet. Dansk Studie Center er behjælpelig med at ansøge om visum hos den vietnamesiske ambassade inden afrejse fra Danmark. Ved tilmelding fremsendes yderligere information herom. Dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder efter planlagt hjemrejsedato.

Visum & Vaccinationer Cambodja

Vaccinationer
Vi samarbejder med Rejseklinikken, som har specialiseret sig i rejsemedicin til troperne. De er konstant ajour med rejsemedicinske problemstillinger, nye sygdomme og epidemier. Anbefalede vacciner kan variere fra sæson og ift. opholdets længde. Ved tilmelding tilsendes nyeste anbefalinger. Rejseklinikkken er til stede på vort informationsmøde, der ligger ca. 1 måned før afrejse. Her kan du få dine vacciner. Cambodja er et risiko område for Malaria. Du kan også kontakte rejseklinikken

Visum
Visum til Cambodja på op til 30 dages ophold, modtages ved indrejse. Medbring et billede. Dansk Studie Center vil være behjælpelig med visum-procedurerne ved ankomsten. Dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder efter planlagt hjemrejsedato.

Andet praktisk og Lommepenge

Forsikring

Det betyder meget for os, at vores kursister er i trygge hænder, både før og under selve rejsen. Derfor skal alle rejsedeltagere tegne afbestillingsforsikring og rejseforsikring gennem os. Vores leder kan således håndtere alle forsikringshændelser samme sted og være sikker på, at alle har samme gode dækning. Det er vigtigt for os at vide, at alle vores kursister får samme behandling og at der ikke bliver gjort forskel, såfremt der skulle opstå alvorlige problemer under opholdet.

Afbestillingsforsikring
Afbestillingsforsikringen tegnes gennem Gouda Rejseforsikring og den koster mellem 800-1.100 kr. afhængig af destination og rejsevarighed. Den dækker udgifter i forbindelse med afbestilling af rejsen grundet akut sygdom, ulykkestilfælde og dødsfald, der indtræder inden afrejsen fra Danmark for den rejsende eller i dennes nærmeste familie. Forsikringen sikrer, at man ved afbestilling får det fuldt indbetalte beløb refunderet (dog undtaget det beløb, som afbestillingsforsikringen har kostet).

Rejseforsikring
Rejseforsikringen, som vi ligeledes tegner gennem Gouda, omfatter Ungdomsrejseforsikringen med SUPER dækning. Du er således dækket for al behandling af skader og sygdomme, der opstår under opholdet. Forsikringen dækker også hjemtransport, hvis der skulle ske noget alvorligt med dine nærmeste hjemme i Danmark. Du er endvidere dækket for alle former for behandlingskrævende skader opstået som følge af sportsaktiviteter inklusiv bungy jump, dykning og faldskærmsspring, så længe det ikke er professionel sportsudøvelse. Forsikringen koster cirka kr. 1.400 for tre måneder og cirka kr. 1.000 for to måneder.


Vær opmærksom på, at du kan tegne tillægsforsikringer til SUPER dækningen. Tillægsforsikringer, som omfatter ”Udvidet ulykke” og/eller ”Personlige ejendele/Bagage” er frivillige.

Bemærk, at ingen rejseforsikring dækker en erstatningsrejse, når rejsen har en varighed på over 30 dage, såfremt du vælger at afbryde rejsen før endt ophold. Eventuelle eksisterende fysiske/psykiske lidelser og gener skal oplyses til Dansk Studie Center tidligst muligt inden afrejse. Dansk Studie Center påtager sig intet ansvar for manglende forsikringsdækning i tilfælde af, at eksisterende lidelser ikke er oplyst på forhånd.

Læs mere om forsikringen og betingelser på GOUDA

Lommepenge
Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad vores kursister bruger i lommepenge. Du skal være opmærksom på, at nogle af de spændende aktiviteter som dykning, surfing og faldskærmsudspring er meget dyre og hurtigt kan øge forbruget, hvis du vil prøve det hele flere gange. Tidligere kursister hævder, at man ofte bruger flere lommepenge end forventet hjemmefra. Der skal jo også være plads til at have det sjovt.

For os er det vigtigt, at du får den rigtige information inden afrejse, så du ikke får unødige økonomiske overraskelser undervejs. Vi rådgiver gerne om lommepenge baseret på tidligere kursisters tilbagemeldinger. Du bedes ringe 48 17 10 60 eller sende en email for personlig rådgivning.


Individuel hjemrejse, for ophold købt med flybillet fra Danmark
Ud- og hjemrejse foregår samlet for hele holdet. Den flybillet der hører til kurset er en 3 måneders gruppebillet, der hverken kan forlænges eller ændres efter afrejsen fra Danmark. Såfremt du ønsker at forlænge opholdet ud over opholdets varighed eller rejse videre til andre lande, skal du have en individuel flybillet, som er gyldig i enten seks eller tolv måneder.

Hvis du er det mindste i tvivl om, hvorvidt du ønsker at rejse videre efter endt højskoleophold, anbefaler vi på baggrund af tidligere kursisters erfaringer, at du betaler for en flybillet, der er gyldig i længere tid. Hjemrejsedatoen skal være fastsat på flybilletten, dog kan datoen som regel ændres mod mindre gebyr. Såfremt du ønsker en individuel flybillet, skal vi informeres herom senest 2-3 måneder inden afrejsen. Alle kan få en individuel flybillet mod et tillæg. Skriv til os for at få oplyst prisen på en individuel flybillet.

Kontakt inden afrejse
Når du har betalt depositum, får du en invitation til holdets facebook gruppe. Omkring en måned inden afrejse afholdes der et informationsmøde i København, hvor du kan møde dine rejsekammerater og få stillet alle dine spørgsmål. Du får en skriftlig tilmelding til mødet.

Besøg hjemmefra
Såfremt du ønsker at få besøg af venner, familie eller kæreste, mens du er udrejst, kan vi være behjælpelige med at arrangere dette. Vi har et stort kendskab til landene og mulighederne med hensyn til fly, hoteller, transport og udflugter. På baggrund af mange års erfaring anbefaler vi, at besøg finder sted i undervisningsperioderne, da vores kursister ofte har mange fælles rejseplaner for friugerne. Læs mere om besøg hjemmefra.


Du kan tilmelde dig her, men du er også altid meget velkommen til at kontakte os.





Klik her og bestil vores brochure eller se den online
Copyright © 2011 Dansk Studie Center – M D Madsensvej 1B, 3450 Allerød, Tlf. 48 17 10 60, info@danskstudiecenter.dk