Hej allesammen.
Siden jeg har skrevet sidst, er der sket en masse. Jeg skulle som sagt tage afsked med Nha Trang, hvor vi har været i 6 uger. Det var på en måde rart at skulle videre, men alligevel sørgmodigt, fordi jeg har knyttet mig meget til byen i den tid, jeg har været der. De sidste par dage var jeg hjemme hos to vietnamesere, det var en kæmpe oplevelse. Den ene gang hos en tjener fra Crazy Kim (en af stambarerne) og den anden gang hos en tjener fra Cheers Café sammen med Søren og Jens fra holdet.
Jeg må først sige, at det faktisk var helt tilfældigt, at jeg blev inviteret hjem til Vu, tjeneren fra Crazy Kim. Han ringede en eftermiddag, og spurgte, om vi ikke skulle fejre, at han havde fri fra arbejde. Så vi kørte ellers afsted mod hans hjem, som han godt nok havde sagt lå lidt uden for centrum. Men vi kom rigtig på landet. Efter 20-25 minutters kørsel på vores motorcykler nåede vi hans lidt primitive hus - set med danske øjne. Jeg vidste godt, at hans familie er fattig, så intet skulle chokere mig. Men vi satte os ind for at spise friskplukket mango, efter at have hilst på hans mor, far og søstre. Det var altsammen meget spændende. Efter et par timer kørte jeg hjem igen. Vu tjener ca. 1 million dong inkl. drikkepenge på en måned (altså ca. 330 kr). Han arbejder fra 21 til 01, og skal derefter køre den lange vej hjem. Han har også andre bijobs for at hjælpe sin familie. Hans far er farmer, og moderen er arbejder (hvad hun præcist laver blev jeg aldrig klar over). Men de tjener ikke nok til at kunne forsørge familien, hvis søstrene også skal gå i skole. Og i Vietnam er det almindeligt, at børnene får arbejde efter de stopper i skole, for at de kan "betale tilbage" til forældrene. Det er også børnene, der skal sørge for deres forældre, når de bliver gamle. Men Vu er dog glad for sit job paa Crazy Kim, for forholdene og lønnen er meget bedre end de andre jobs, han kan få. Og det er det vigtigste!!!
Det andet besøg, jeg var på, var hos Bich (udtales Bic) fra Cheers Café, der er en restaurant i Nha Trang. Bich er rigtig god til engelsk i forhold til de fleste, og hun læser engelsk på universitetet for at blive turistguide en dag. Jens og Søren var med på deres motorbikes, og vi kørte hjem til hendes families hus i centrum. Forholdene var små, men det var virkelig hyggeligt, og man må sige, at der blev sørget for os. Vi blev enige om at køre ud til resten af hendes familie, der bor på landet - ligesom Vu. Det gjorde vi derfor, og ankom 10-15 minutter senere til et fint lille hus, hvor vi blev inviteret indenfor. Hendes familie kan ikke have set turister særligt mange gange, for vi blev virkelig kigget på, og de synes, at vores hud og næser var det sjoveste at gøre grin med.
Efter lidt vand, gik vi os en tur forbi deres katolske kirke, og forbi den lokale skole, hvor hendes tante underviser. Vi fik lov til at komme ind for at se skolen, og da alle fik fri, blev vi virkelig overfaldet af børn, der alle råbte "Hello!" i munden på hinanden. Vi snakkede lidt med tanten, der fortalte om en lille pige, der hver dag stod uden for skolen, fordi hun ikke havde råd til at komme i skole. Hun var blevet forældreløs sammen med sin storebror for et år siden, og bedstemoderen havde ikke råd til at sende andre end broderen i skole. Han havde ikke råd til skriveredskaber, som Bichs tante derfor havde sørget for at betale af egen lomme. Vi fik at vide, at det koster 300.000 dong for et helt års skolegang i de mindste klasser, og det er helt vildt at tænke på, at bedstemoderen ikke har råd til at betale 25.000 dong om måneden, der svarer til ca. 8,50 kr.
Vi besluttede derfor hurtigt at betale tanten de 300.000 dong, som hun nok skulle sørge for at administrere til at betale for pigen. For hvis hun selv havde fået pengene, så havde bedstemoderen ikke brugt dem på skolegang. Tanten ville sørge for at betale skriveredskaber som til broderen, og at hun kunne starte dagen efter. Utroligt at så lidt kan hjælpe så stort. Vi blev enige om at håbe på det bedste, men tanten virkede enormt troværdig, og Bich har jo været vores veninde i Nha Trang i mange uger. Vi tog tilbage mod byen, og sagde farvel til Bich samt tak for en enormt dejlig eftermiddag.
Et par dage efter var vi så nødt til at sige farvel til det hele, men jeg er sikker på, at det ikke bliver sidste gang, jeg skal tilbage til Nha Trang. På de 6 uger nåede jeg at få mange venner blandt vietnameserne - blandt andet turarrangoeren Phil, der ejer Red Apple Club (stambar) samt Red Apple Travel og Highland Tours, der har arrangeret de fleste af vores ture. Han og alle hans venner har været sjove at hænge ud med, og jeg kommer til at savne dem alle.
Vi fløj til Da Nang, hvor vi skulle med bus en times tid til Hoi An. Her blev vi indlogeret på hotel, og skulle efterfølgende på City Walk rundt til en pagode og den japanske bro. Vi fik også set This families skrædderbutik (Thi er Bosses, vores rejseleders, kone). Allerede den dag fik vi snuset lidt til de mange skrædderbutikker, hvor vi fik tiden til at gå med shopping de næste par dage. De to efterfølgende dage var reserveret til shopping. Der blev virkelig shoppet amok, og fredag blev det derfor lige tid til lidt kultur, hvor vi så nogle templer et stykke fra Hoi An, i et område kaldet My Son Holyland.
Lørdag var der igen shopping, og tid til lige at faa rettet det sidste til inden vi fra This butik fik sendt alt hjem. Postvæsenet kom simpelthen til os, fordi de ved, hvor meget vi sender hjem. Alt i alt blev det til ca. 600 kg for alle 40. Vi var samlet set blevet 90.000 kr fattigere, så man må sige, at vi for Hoi An har været gode kunder. Selv fik jeg syet to jakkeæet, 4 skjorter, en vinterfrakke, en almindelig frakke, et par bukser og en blaizerjakke - foruden de ting jeg købte på markedet. Det blev til 14,5 kg, der skulle sendes hjem, og jeg fik handlet for 2800 kr. ENORMT billigt når man tænker på, hvad jeg fik - og så endda skræddersyet. Lørdag var alle rigtig trætte efter 4 dages shopping, og vi var på en måde glade for, at vi skulle lidt væk fra al den shopping. Turen gik videre med bus til Hue, hvor vi søndag eftermiddag blev indkvarteret.
De næste dage står på kultur, kultur og atter kultur i kejserbyen Hue. Jeg skriver snart igen. Haaber alt er vel derhjemme.
Mange hilsner fra Christian Vietnam Forår 2008
Siden jeg har skrevet sidst, er der sket en masse. Jeg skulle som sagt tage afsked med Nha Trang, hvor vi har været i 6 uger. Det var på en måde rart at skulle videre, men alligevel sørgmodigt, fordi jeg har knyttet mig meget til byen i den tid, jeg har været der. De sidste par dage var jeg hjemme hos to vietnamesere, det var en kæmpe oplevelse. Den ene gang hos en tjener fra Crazy Kim (en af stambarerne) og den anden gang hos en tjener fra Cheers Café sammen med Søren og Jens fra holdet.
Jeg må først sige, at det faktisk var helt tilfældigt, at jeg blev inviteret hjem til Vu, tjeneren fra Crazy Kim. Han ringede en eftermiddag, og spurgte, om vi ikke skulle fejre, at han havde fri fra arbejde. Så vi kørte ellers afsted mod hans hjem, som han godt nok havde sagt lå lidt uden for centrum. Men vi kom rigtig på landet. Efter 20-25 minutters kørsel på vores motorcykler nåede vi hans lidt primitive hus - set med danske øjne. Jeg vidste godt, at hans familie er fattig, så intet skulle chokere mig. Men vi satte os ind for at spise friskplukket mango, efter at have hilst på hans mor, far og søstre. Det var altsammen meget spændende. Efter et par timer kørte jeg hjem igen. Vu tjener ca. 1 million dong inkl. drikkepenge på en måned (altså ca. 330 kr). Han arbejder fra 21 til 01, og skal derefter køre den lange vej hjem. Han har også andre bijobs for at hjælpe sin familie. Hans far er farmer, og moderen er arbejder (hvad hun præcist laver blev jeg aldrig klar over). Men de tjener ikke nok til at kunne forsørge familien, hvis søstrene også skal gå i skole. Og i Vietnam er det almindeligt, at børnene får arbejde efter de stopper i skole, for at de kan "betale tilbage" til forældrene. Det er også børnene, der skal sørge for deres forældre, når de bliver gamle. Men Vu er dog glad for sit job paa Crazy Kim, for forholdene og lønnen er meget bedre end de andre jobs, han kan få. Og det er det vigtigste!!!
Det andet besøg, jeg var på, var hos Bich (udtales Bic) fra Cheers Café, der er en restaurant i Nha Trang. Bich er rigtig god til engelsk i forhold til de fleste, og hun læser engelsk på universitetet for at blive turistguide en dag. Jens og Søren var med på deres motorbikes, og vi kørte hjem til hendes families hus i centrum. Forholdene var små, men det var virkelig hyggeligt, og man må sige, at der blev sørget for os. Vi blev enige om at køre ud til resten af hendes familie, der bor på landet - ligesom Vu. Det gjorde vi derfor, og ankom 10-15 minutter senere til et fint lille hus, hvor vi blev inviteret indenfor. Hendes familie kan ikke have set turister særligt mange gange, for vi blev virkelig kigget på, og de synes, at vores hud og næser var det sjoveste at gøre grin med.
Efter lidt vand, gik vi os en tur forbi deres katolske kirke, og forbi den lokale skole, hvor hendes tante underviser. Vi fik lov til at komme ind for at se skolen, og da alle fik fri, blev vi virkelig overfaldet af børn, der alle råbte "Hello!" i munden på hinanden. Vi snakkede lidt med tanten, der fortalte om en lille pige, der hver dag stod uden for skolen, fordi hun ikke havde råd til at komme i skole. Hun var blevet forældreløs sammen med sin storebror for et år siden, og bedstemoderen havde ikke råd til at sende andre end broderen i skole. Han havde ikke råd til skriveredskaber, som Bichs tante derfor havde sørget for at betale af egen lomme. Vi fik at vide, at det koster 300.000 dong for et helt års skolegang i de mindste klasser, og det er helt vildt at tænke på, at bedstemoderen ikke har råd til at betale 25.000 dong om måneden, der svarer til ca. 8,50 kr.
Vi besluttede derfor hurtigt at betale tanten de 300.000 dong, som hun nok skulle sørge for at administrere til at betale for pigen. For hvis hun selv havde fået pengene, så havde bedstemoderen ikke brugt dem på skolegang. Tanten ville sørge for at betale skriveredskaber som til broderen, og at hun kunne starte dagen efter. Utroligt at så lidt kan hjælpe så stort. Vi blev enige om at håbe på det bedste, men tanten virkede enormt troværdig, og Bich har jo været vores veninde i Nha Trang i mange uger. Vi tog tilbage mod byen, og sagde farvel til Bich samt tak for en enormt dejlig eftermiddag.
Et par dage efter var vi så nødt til at sige farvel til det hele, men jeg er sikker på, at det ikke bliver sidste gang, jeg skal tilbage til Nha Trang. På de 6 uger nåede jeg at få mange venner blandt vietnameserne - blandt andet turarrangoeren Phil, der ejer Red Apple Club (stambar) samt Red Apple Travel og Highland Tours, der har arrangeret de fleste af vores ture. Han og alle hans venner har været sjove at hænge ud med, og jeg kommer til at savne dem alle.
Vi fløj til Da Nang, hvor vi skulle med bus en times tid til Hoi An. Her blev vi indlogeret på hotel, og skulle efterfølgende på City Walk rundt til en pagode og den japanske bro. Vi fik også set This families skrædderbutik (Thi er Bosses, vores rejseleders, kone). Allerede den dag fik vi snuset lidt til de mange skrædderbutikker, hvor vi fik tiden til at gå med shopping de næste par dage. De to efterfølgende dage var reserveret til shopping. Der blev virkelig shoppet amok, og fredag blev det derfor lige tid til lidt kultur, hvor vi så nogle templer et stykke fra Hoi An, i et område kaldet My Son Holyland.
Lørdag var der igen shopping, og tid til lige at faa rettet det sidste til inden vi fra This butik fik sendt alt hjem. Postvæsenet kom simpelthen til os, fordi de ved, hvor meget vi sender hjem. Alt i alt blev det til ca. 600 kg for alle 40. Vi var samlet set blevet 90.000 kr fattigere, så man må sige, at vi for Hoi An har været gode kunder. Selv fik jeg syet to jakkeæet, 4 skjorter, en vinterfrakke, en almindelig frakke, et par bukser og en blaizerjakke - foruden de ting jeg købte på markedet. Det blev til 14,5 kg, der skulle sendes hjem, og jeg fik handlet for 2800 kr. ENORMT billigt når man tænker på, hvad jeg fik - og så endda skræddersyet. Lørdag var alle rigtig trætte efter 4 dages shopping, og vi var på en måde glade for, at vi skulle lidt væk fra al den shopping. Turen gik videre med bus til Hue, hvor vi søndag eftermiddag blev indkvarteret.
De næste dage står på kultur, kultur og atter kultur i kejserbyen Hue. Jeg skriver snart igen. Haaber alt er vel derhjemme.
Mange hilsner fra Christian Vietnam Forår 2008
