Anna-Louise har arbejdet med læring, kommunikation og personlig udvikling i over 20 år – både som højskolelærer, udviklingskonsulent og underviser i erhvervslivet.
Hun har en baggrund som etnolog og teaterinstruktør, og hendes undervisning balancerer det legende og det alvorlige med et stærkt blik for, hvordan mennesker forandrer sig – ikke gennem tvang, men gennem tillid, nysgerrighed og små, men effektfulde greb.
Anna-Louise har undervist unge fra hele verden, været turnéleder på internationale højskoleprojekter og stået i front for kreative forløb på både scenen og i mødelokalet. Det har givet mange fantastiske oplevelser – og en klar bevidsthed om, at indre styrke og personlig udvikling sjældent udspringer af fuldkommen balance.
Hun har blandt andet været anholdt af det slovakiske politi med 30 højskoleelever (alle slap godt fra det), sunget sig til hjælp på en engelsk pub med en punkteret turnébil – og blevet interviewet, svedende og stresset, om indre ro til de bulgarske nyheder. I dag designer hun udviklingsforløb for organisationer, underviser i adfærd, kommunikation, kreative skriveprocesser og psykisk arbejdsmiljø – og skaber læringsrum, hvor man får lyst til at træde et skridt tættere på sig selv og hinanden.
Hun tror på, at det netop er, når livet ikke altid går som planlagt, at man finder sin styrke – og at udvikling ikke handler om at fikse sig selv, men om at finde ud af, hvordan man gerne vil stå i verden med det, man har.